Klokken er 21:25 en torsdag aften og jeg har i dag afsluttet min 3. dag på Startup masterclass og virkeligheden har lige ramt mig. Jeg har lige gået og små tudet over at min mand ikke lige havde ordnet de ting som jeg havde forventet, mens jeg lagde børn. Jeg havde mest af alt lyst til at råbe og skrige af ham, følte mig meget uretfærdigt behandlet og syntes på ingen måde han forstår hvor meget det kræver af mig at jeg skal lære at forholde mig til alle de her nye ting og udfordringer. Jeg synes faktisk at han er en smule egoistisk.
Denne følelse sætter så gang i følgene tankemønster.
- Hvis jeg ikke kan klare det her i 3 dage og samtidig være mor, hvordan kan jeg så tro, at jeg kan have klienter, holde foredrag og have en forretning som jeg kan leve af
- Hvordan skal vores familie overhovedet kunne fungere hvis jeg får succes (for JEG er jo den der holder sammen på det hele)
- Det kommer til at gå ud over mine børn og min mand
- Hvor er jeg da også bare egoistisk
- Hvad er det jeg har gang i
Og så kommer døds tanken
- DET ER BEDST JEG STOPPER, det er jo også bare en dum drøm
Dette tanke mønster er ikke ukendt for mig. Det er et som jævnligt invaderer min hjerne. Det er også et, der igennem lang tid har fået lov at dominere hvordan jeg har valgt at reagere og handle. Det er også en af de ting der har gjort, at jeg var i en overbevisning om, at jeg ikke kunne ændre på min situation og nå hen til et sted, hvor jeg kan leve af det jeg brænder for.
Jeg er i dag meget bevidst om dette tankemønster men jeg er ikke længere bange for det og har lært at betragte det som en ledsager og en påmindelse om at jeg bevæger mig på et ukendt sted hvor jeg er ved at lave nye erfaringer. Jeg siger mine tanker højt og jeg deler dem her til aften med jer. For jeg VED at dette dårlige tankemønstre IKKE kan overleve, når jeg først har sagt dem højt. Og det er den helt store forskel på mig før jeg blev bevidst om mine negative tanke- og handlemønstre og efter. Jeg siger mine tanker højt eller skriver om dem i stedet for at gå med dem inde i mit hoved, hvor de kun bliver mere og mere grusomme og gør at jeg reagerer og handler på en uhensigtsmæssig måde, som gør at jeg fastholder mig et sted jeg egentlig ikke har lyst til at være.
Tanker fra Fie Bjørnholt-Schou en sen torsdag aften
Kære Trine
Tak for din kommentar 🙂 ja forventningsafstemning er alfa omega når det kommer til kommunikation med andre mennesker og i høj grad med ens mand. Vi er her i huset blevet rigtig gode til det, men nogle gange smutter den især hvis en af os er presset.
Lige nu befinder jeg mig på meget ukendt grund og jeg ved ikke rigtig om jeg er modig nok til at forsætte og min udfordring er at jeg har et handlemønster som jeg ikke altid er bevidst om og derfor kan jeg lige pludselig komme til at gøre ting som gør jeg selv sabotere. Som at fortælle mig selv at jeg ikke er stærk nok til at klare det jeg gerne vil. Og jeg kan let komme til at overbevise mig selv om at jeg er uundværlig når det kommer ti min familie og det er ikke rigtig for min mand og jeg er fælles om vores familie og det falder ikke fra hinanden når jeg ikke er her. Men det ville være en god undskyldning, hvis det var rigtigt 😉
Igen tak fordi du læser med.
Ja, det hjælper at sætte ord på livet, når man vil se det fra mere end én vinkel. Især fra andre vinkler, end sin egen 😉