Efter at have arbejdet med mig selv, uddannet mig, læst mange bøger, rådgivet unge, forældre og fagfolk, holdt foredrag og fået indsigt og bevidsthed, så kryber tvivl stadig ind på mig og får overbevist mig om at mine gamle overbevisninger, som jeg troede, at jeg havde sluppet helt, er sande.
Efter at have haft en fantastisk afslutningssamtale på Startup Masterclass havde jeg et kort øjeblik hvor jeg følte mig rimelig sej. Jeg tog hjem og kunne ikke vente med at få arbejdshandskerne på. Jeg var klar til at tage det næste store skridt fra Forkertcrazyogglad til selvskaderådgiver.
Men så, kom der en uventet operation, som jeg stadig kæmper med at komme over. Operationen har gjort at jeg har skulle holde mig i ro fysisk, hvilket er ren tortur for mig. Jeg blev utrolig deprimerede over hele situationen, hvilket gjorde at jeg var let at overtale til at hoppe med på tvivl toget og køre lige i armene på skam. Det er der jeg har befundet mig de sidste par måneder. Jeg har bokset med tvivl, om mine evner og troen på mig selv og med skam over at være mig selv. Jeg føler stadig meget skam når det kommer til at være mig selv. Jeg skammer mig over den jeg er og forsøger derfor at være, hvad jeg tror andre gerne vil have jeg skal være.
Jeg stod helt ude på kanten af opgivelse og var klar til at kaste håndklædet i ringen en gang for alle og en gang for alle acceptere, at jeg ikke skulle være noget og at der alligevel ikke var brug for mig, da der tikkede en besked ind på min mobil. Jeg ved ikke helt om jeg tror på Gud, universet, engler, Jesus, Buddha og alt andet mellem himmel og jord. Men denne besked kom fra et menneske, som var faldet over min hjemmeside og som havde læst alle 157 indlæg på min blog. Der var blevet grædt og grint og jeg fik at vide, at jeg aldrig måtte holde op med at skrive, at det var så dejligt at læse mine indlæg og ikke føle sig helt lige så alene som før. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der måske er noget her i verden, der er større end mig og som ikke vil have jeg giver op. Og tak til dig der sendte mig den besked, jeg er utrolig glad for at vores veje krydsede hinanden lige præcis nu.
Min tvivl og min skam bliver gjort til skamme, når jeg får det sort på hvidt og det er svært at finde på gode argumenter for, at jeg skulle give op. Det er ikke første gang jeg har fået den form for feedback og, selvom jeg nogle gange har det som om jeg skriver til intetheden, må jeg ikke glemme, at jeg skriver til dem, der har brug for det, jeg skriver, og dem der skal læse det, skal nok finde mig, selvom det store internet kan føles lige så stort og uendeligt som universet.
Jeg vil give tvivl og skam en stor krammer, de vil altid være der for mig og forsøger i sidste ende nok bare at beskytte mig og det er helt ok de gerne vil det. Men selvom jeg ikke ved om det kommer til at lykkes og det kan være at jeg aldrig får en eneste kunde til, så gør jeg det alligevel, at jeg kaster mig ud i det næste spændende stykke af min rejse. Jeg vil glæde mig til at dele den nye hjemmeside som vil være lidt anderledes, men stadig mig.
Tanker fra Fie Bjørnholt-Schou
Godt skrevet! Jeg er så glad for alt, hvad der er dig!